Den engelske prins Andrew står stadig midt i en royal shitstorm, der ikke på nogen måde lader til at være ved at stilne af. Tværtimod.
Sexskandalen får nu konsekvenser for prinsens allernærmeste. Hans ældste datter, 31-årige prinsesse Beatrice, fra ægteskabet med Sarah Fergusson, har nu besluttet at aflyse sin forlovelsesfest. Hun er bange for, at skandalen vil overskygge festen.
Beatrice blev i slutningen af september forlovet med den italienske mangemillionær Edouard Alessandro Mapelli Mozzi, 36. Og indtil for meget få dage siden, havde parret planer om at fejre deres forlovelse med en storslået forlovelsesfest på det eksklusive hotel Chiltern Firehouse den 18. december.
Men af frygt for, at prins Andrews deltagelse i festlighederne ville vække mediernes interesse så hotellet ville blive omringet af fotografer, er forlovelsesfesten nu aflyst. Det skriver Daily Mail, der også beretter, at prinsessen nu vil finde en anden dato for forlovelsesfesten, så hendes far ”kan snige sig med under radaren”.
Skandalen eskalerer
Aflysningen kommer efter sexskandalen er eskaleret yderligere. Forleden stod endnu en kvinde frem, der hævder at hun også har haft sex med prins Andrew via hans venskab med den pædofilidømte milliardær Jeffrey Epstein.
Samtidig har to vidner meldt sig på banen. De er villige til at sværge på, at de har set prinsen sammen med den dengang 17-årige Virgina Giuffre på et diskotek. Det vil bringe prinsen endnu længere ud på den tynde is, eftersom han hævder, at han aldrig har truffet Virgina Giuffre.