Vælgerne i New York City får nu lov til at sætte deres kryds i stemmeboksen ved hvilket som helst valgsted i byen - ikke blot ved deres lokale valgsted.
Beslutningen er truffet af delstaten New Yorks guvernør, Andrew Cuomo, efter at det voldsomme uvejr Sandy har ødelagt store dele af millionbyen - deriblandt flere valgsteder.
- Jeg underskriver i dag bekendtgørelsen. Alle kan nu gå til ethvert valgsted og underskrive en tro- og love-erklæring, og så kan de få lov til at stemme ved dette valgsted, siger Cuomo ved et pressemøde.
Med blot et døgn til valget forsøger myndighederne at sikre, at de newyorkere, som er hårdt ramt efter superstormen Sandys hærgen, stadig har gode muligheder for at kaste deres stemme efter enten Barack Obama eller Mitt Romney.
Den nye valgprocedure kommer til at påvirke alle de stemmeberettigede i New York City, på den sønderknuste ø Long Island og i områderne Westchester og Rockland nord og vest for storbyen.
I Nassau County på Long Island var over halvdelen af områdets 375 valgsteder uden strøm lige efter stormen. New Yorks valgkomité oplyste mandag, at myndighederne var i fuld gang med at finde nye valgsteder til vælgerne.
I delstaten New Jersey syd for New York frygter myndighederne, at folk, der har måttet flygte fra uvejret ikke når hjem, så de kan stemme ved deres lokale valgsted.
Derfor er det blevet besluttet, at de vælgere, der ikke har været i stand til at vende hjem endnu, kan få lov til at afgive stemmer via e-mail eller fax, skriver Bloomberg.
Samtidig sætter staten ind i områder uden elektricitet med militærlastvogne med papirstemmesedler, hvis de ikke får strøm på valgstederne.
/ritzau/AFP