Butiksansatte i Jysk kan se frem til en usædvanlig stor bonus i år. Efter et rekordregnskab bliver den samlede bonusudbetaling tæt på tredoblet til detailkædens ansatte i danske butikker.
I alt får medarbejdere i 112 ud af 117 butikker del i en samlet bonus på 22,8 millioner kroner, svarende til omkring 20.000 kroner per fuldtidsansat. Sidste år udbetalte JYSK 8,3 millioner kroner i bonus.
– Det har altid været i Lars Larsens ånd, at når vi skaber resultater, så kommer det medarbejderne til gode. Det er fuldt fortjent, siger Bo Viktor Andersen, Country Director i JYSK Danmark i en pressemeddelelse.
Han understreger, at det er helt i virksomhedens ånd, at fremgang skal komme medarbejderne til gode.
JYSK har haft et stærkt år med en global omsætning på 46,3 milliarder kroner og 13,7 millioner nye kunder. Næsten alle danske butikker har sat nye salgsrekorder.
Bonusordningen er baseret på fremgangen i den pågældende butik sammenlignet med året før. Bonusudbetalingen varierer derfor fra butik til butik. I den enkelte butik får alle fuldtidsmedarbejdere en lige stor bonus.