Årets Oscar-uddeling er slut, og det bliver et af de shows, som ikke går i glemmebogen lige med det samme.
Og det kan man i særdeleshed takke Will Smith for. Den amerikanske stjerne gik op på scenen og slog i raseri komikeren Chris Rock i ansigtet - efter at Rock havde fortalt en joke om Smiths kone Jada Pinkett Smith.
Episoden sendte chokbølger gennem publikum i Dolby Theatre i Los Angeles, hvor også flere danskere overværede det bizarre optrin, der endte med at overskygge aftenens prisuddelinger.
Oscar-akademiet reagerede også på hændelsen. Det skete i et tweet, hvor man tog afstand fra alle former for vold.
– Akademiet tolererer ikke nogen former for vold, lyder det kortfattet fra akademiet, som i samme åndedrag skriver, at man er glad for at kunne fejre årets Oscar-vindere, som fortjener anerkendelse fra kolleger og filmelskere verden over.
Det vides endnu ikke, om Will Smiths stunt får indflydelse på den Oscar, som han senere modtog for bedste mandlige skuespiller i filmen “King Richard”. Claus Christensen, der er redaktør på Film-magasinet EKKO, mener at akademiet bør fratage Will Smith sin Oscar.