Norge gjorde, som de skulle.
Med en sejr på 28-25 over Sverige kvalificerede Norge sig til semifinalen ved EM i kvindehåndbold, men hvad vigtigere er: Nu kan Danmark følge efter, hvis danskerne formår at besejre Serbien senere i aften.
Efter den imponerende opvisning mod Frankrig mandag, var Norge ellers tilbage i den lidt hakkende stil, som man har set lidt for ofte ved denne slutrunde. Det kneb ganske alvorligt med fantasien i det etablerede angrebsspil, og højresiden var længe om at komme i gang.
Når det normalt så stærke forsvar oven i købet også havde en tung dag, så måtte det blive svært for Thorir Hergeirssons tropper.
12-7 stod det til Sverige efter 22 minutter, inden nordmændene trods alt fik formindsket Sveriges forspring til 14-12 ved pausen.
Efter pausen vendte billedet imidlertid. Formentlig til stor glæde i det danske omklædningsrum kom der endelig drev over det norske angrebsspil, og den ellers uinspirerede storskytte Linn Jørum Sulland fik gang i venstrearmen.
Fremfor alt var det dog Anja Edin på venstre back, der brillerede for nordmændene. Den dynamiske bagspiller stod bag ni mål.
Dermed er der dækket op til en EM-gyser, når Danmark møder værtsnationen klokken 20.10.
/ritzau/