Nu bliver det muligt at få fingrene i billigt udstyr fra det konkursramte aarhusianske produktionsselskab Deluca. Kameraer, droner og professionelt produktionsgrej bliver nemlig sat til salg på auktion i marts.
Nu er det muligt at gøre et kup af de gode, hvis man er til droner, filmkameraer og andet teknisk grej. Konkursboet efter det aarhusianske produktionsselskab Deluca ryger nemlig under hammeren hos DAB-auktioner i marts.
Det skriver TV2 Østjylland.
Ifølge auktionshuset er der tale om professionelt produktionsudstyr, som stadig kan bruges direkte i nye produktioner. Blandt andet sættes kameraer, droner, it-udstyr og forskelligt teknisk grej under hammeren.
Vil man se udstyret med egne øjne, bliver der mulighed for eftersyn den 12. marts på adressen Filmbyen 27 i Aarhus. Selve auktionen slutter dagen efter, den 13. marts.
Bag kulissen handler auktionen ikke kun om at rydde lageret. Sparekassen Kronjylland har virksomhedspant for 4,5 millioner kroner i Deluca og håber derfor, at salget kan være med til at hente en del af pengene hjem.
Produktionsselskabet Deluca, der blandt står bag den populære TV2-serie "Hvide Sande" gik konkurs - for anden gang - i januar.
Da selskabet gik konkurs, viste regnskabet en samlet gæld på 6,9 millioner kroner. De almindelige kreditorers krav lyder foreløbigt på knap 2,4 millioner kroner, men hvor meget der ender med at blive tilbage, afhænger nu af, hvor meget udstyret indbringer på auktionen.