Det har ikke været rart at bevæge sig rundt i Herning på det sidste, efter to voldsomme kidnapningsforsøg af yngre kvinder.
Nu er der heldigvis positivt nyt i sagen.
En 20-årig mand er nemlig blevet anholdt i forbindelse med kidnapningsforsøgene af de to unge kvinder.
Det skriver presse-fotos.dk og tvmidtvest.dk.
- Vi har en mand mistænkt, men det er endnu ikke afklaret, hvad sigtelsen lyder på, siger Henning Præstegård fra lokalpolitiet i Herning til sidstnævnte medie.
Manden blev anholdt tirsdag klokken 20.45. Politiet vil dog endnu ikke bekræfte, om han er en af de to mænd, som politiet tidligere har udsendt signalement af.
I forbindelse med signalementerne blev der også omtalt en blå stationcar. Den bil har politiet fundet, men de vil endnu ikke fortælle, hvor de har fundet den.
Ved det første kidnapningsforsøg i Herning forsøgte to mænd lørdag 28. oktober at tvinge en 22-årig kvinde i bilen. Ved det andet kidnapningsforsøg – også i Herning – torsdag 2. november var det en 18-årig kvinde, som to gerningsmænd forsøgte at tvinge ind i bilen.
Det lykkedes heldigvis i begge tilfælde for kvinderne at vriste sig fri.
Den 20-årige skal i grundlovsforhør senere i dag.