Den øverste anklagemyndighed afviser at være medansvarlig for, at det lokale politi har rejst en fejlagtig anklage mod en chauffør i en sag om køre- og hviletid.
Samtlige politikredse har i august fået besked om, hvad kursen overordnet skal være, lyder det fra Rigsadvokaten tirsdag.
Advokat Jacob Forman har kaldt det pinligt, at anklagemyndigheden fortsætter med at rejse straffesager mod chauffører, selv om det er strid med tre domme fra landsretterne.
Advokatens kritik skyldes, at Midt- og Vestjyllands Politi kort før jul forsøgte at få en chauffør dømt af Retten i Herning.
Men dommeren frifandt chaufføren. På grund af tre afgørelser fra landsretterne var der ikke grundlag for at dømme ham, fastslog retten.
Endvidere er der rejst en helt tilsvarende sag på Sjælland, oplyser advokat Jacob Forman.
- Det er folks levebrød, det drejer sig om. Man ødelægger folk, sagde advokaten mandag.
Dermed henviser han til, at to overtrædelser af reglen om køre- og hviletid giver en ubetinget frakendelse af kørekortet. Chauffører og vognmænd risikerer altså at blive sat fra bestillingen.
Hos Rigsadvokaten ønsker senioranklager Lise Willer ikke at kommentere de konkrete sager.
I flere år har advokat Jacob Forman og anklagemyndigheden været uenige om, hvordan man skal beregne chaufførers kørselstid, når de holder en pause af en bestemt varighed.
I sommer gav Vestre Landsret advokaten medhold, og dermed har landsretterne i alt tre gange tilsluttet sig hans fortolkning af reglerne.
Det betød, at Rigsadvokatens opskrift til landets anklagere igen blev underkendt.
- I august skrev vi ud til politikredsene og gjorde dem opmærksom på dommen fra Vestre Landsret, siger senioranklager Lise Willer.
Hun tilføjer, at Rigsadvokaten forventer snart at udsende en ny samlet version af retningslinjerne.
Problemet er opstået i tilfælde, hvor chauffører holder flere pauser. Hvis den første er på mindst 30 minutter, skal der beregnes en ny kørselsperiode, har anklagemyndigheden påstået. Men sådan skal loven altså ikke forstås, har landsretterne flere gange slået fast.
/ritzau/