Efter flere år med underskud må den tidligere landsholdsspiller i håndbold Lasse Boesen og hustruen Lene Motzkus Boesen dreje nøglen til firmaet Black Lily Accessories A/S.
Parret har selv indgivet konkursbegæring og i en meddelelse til JydskeVestkysten skriver Lene Motzkus Boesen, som har haft titel af direktør i virksomheden, at der i første halvår af 2017 har været positive tegn efter en række ændringer i 2016, men at det er "for sent med bankens øjne".
Hun oplyser desuden, at planen var at neddrosle aktiviteten og drive Black Lily Accessories A/S, som en mindre virksomhed fra privatadressen i Kolding:
- Det viste sig ikke muligt, da banken efter et skidt resultat i 2016 ønskede fuld sikkerhed for vores kreditfaciliteter. Da jeg ikke ønskede at stille denne sikkerhed i vores private økonomi, har vi set os nødsaget til at lukke virksomheden. Sagen ligger nu hos kurator, og jeg samarbejder med dem om at finde en måde at afvikle virksomheden bedst muligt på, skriver Lene Motzkus Boesen til avisen.
Black Lily Accesories A/S har solgt accessories og tøj til kvinder og ejes af Lasse Boesens firma LMB Consult ApS. For et par år siden blev der ifølge JydskeVestkysten investeret 4,4 millioner kroner i selskabet, men i det seneste regnskab var der et underskud på 1,6 millioner kroner, og egenkapitalen var minus 453.000 kroner.
Ifølge JydskeVestkysten købte Lene Motzkus Boesen i 2011 en del af Black Lily og et par år efter overtog Boesen-parret halvdelen af firmaet, som i dag er registret på Slotssøvejen i Kolding. Her har LMB Consult ApS også til huse sammen med Lasse Boesens boligudlejningsselskab B Ejendomme og Dinsport.dk.
Lasse Boesen, der til daglig er sportschef og den ene halvdel af trænerduoen i KIF Kolding København, ejer en del af Dinsport.dk, som ifølge Det Centrale Virksomhedsregister også er under konkursbehandling.