Prins Christian skal give sit kirkelige ja 15. maj klokken 15, hvor han konfirmeres i Fredensborg Slotskirke. Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.
- Konfirmationen vil efterfølgende blive fejret privat med respekt for de gældende restriktioner, skriver kongehuset.
Prins Christian, der er kronprinsparrets ældste barn og nummer to i tronfølgen efter sin far, skulle egentlig have været konfirmeret sidste år, men det blev udskudt på grund af coronavirus.
Slotskirken har dannet rammet om flere kongelige konfirmationer gennem tiden. Det var også i Fredensborg Slotskirke, at prinsens far, kronprins Frederik, blev konfirmeret for 40 år siden - den 28. maj 1981.
Coronapandemien har påvirket prinsen det seneste år.
I marts 2020 måtte kronprinsfamilien rejse hjem fra Schweiz før tid, hvor prins Christian og hans tre yngre søskende var på et 12-ugers ophold på en international skole.
Og i juni kom beskeden fra kongehuset om, at det havde truffet en svær beslutning om at udskyde prins Christians konfirmationen et år.
Prinsen har også oplevet virusset på egen krop.
Den 15-årige prins Christian blev testet for covid-19 efter et udbrud på sin skole, Tranegårdskolen i Hellerup, og den var positiv.
Han gik i isolation i Frederik VIII's Palæ på Amalienborg med resten af kronprinsfamilien.
Prinsens farmor, dronning Margrethe, har også været ramt af pandemien og måtte i 2020 aflyse fejringen af sin 80-års fødselsdag. En stor fest og flere arrangementer blev aflyst.
Hun har fødselsdag 16. april, men også i år bliver den holdt på lavt blus, har kongehuset fortalt.
Under normale omstændigheder plejer dronningen at blive mødt af glade mennesker på Amalienborg Slotsplads, når livgarden skifter vagt klokken 12.
Men i år kommer hun ikke som vanligt ud på balkonen og vinker.
I stedet bliver hun fejret ved en privat fødselsdag på Fredensborg Slot.
Motionsløbet Royal Run, hvor kronprins Frederik og kronprinsesse Mary plejer at løbe med, blev aflyst sidste år på grund af coronavirus, og i år er det udsat til september.
/ritzau/