Prins Henrik tog fredag afsked med sin nære ven, erhvervsmanden Peter Zobel, der blev bisat fra Sankt Pauls Kirke i Indre København.
Det skriver blandt andet BT.
Prinsen ankom til kirken som en af de sidste gæster og blev taget imod af en anden ven, Fritz Schur. Dronning Margrethe deltog ikke i bisættelsen, men kongehuset var desuden repræsenteret ved kronprins Frederik og prinsesse Benedikte.
Søndag sov 81-årige Peter Zobel stille ind efter at have døjet med den livstruende lungesygdom KOL i mange år. Prins Henrik og Peter Zobel var gode venner i mange år, og de deltog begge i de kongelige jagter og spillede i øvrigt tennis sammen.
Bisættelsen er den første offentlige optræden af prins Henrik efter sidste uges udmelding fra Kongehuset, hvor det blev afsløret, at han lider af demens.
81-årige Peter Zobel blev bisat fredag. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix