En effektiv vaccine mod den potentielt dødelige virussygdom ebola kan måske være tilgængelig i 2018.
Det oplyser Verdenssundhedsorganisationen WHO.
Baggrunden for det glædelige budskab er særdeles lovende forsøg med en ny vaccine, der blev indledt sidste år i det vestafrikanske land Guinea.
Her fik næsten 6000 personer et skud af vaccinen. Og ingen af dem er blevet smittet med ebola. I en kontrolgruppe, som ikke fik vaccinen, blev 23 derimod smittet med virussygdom.
Det skriver forskerne bag undersøgelsen i medicintidsskriftet The Lancet.
- Sammenligner vi 0 med 23, så tyder det på, at vaccinen er særdeles effektiv. Måske op til 100 procent effektiv, siger artiklens hovedforfatter, Marie-Paule Kieny, der er assisterende generaldirektør i WHO, til nyhedsbureauet AFP.
Hvis alt går vel - og forudsat at sundhedsmyndighederne hastebehandler godkendelsen af midlet - kan vaccinen være tilgængelig i 2018.
Ebola blev opdaget i 1976 og er opkaldt efter en flod i det, der nu hedder Den Demokratiske Republik Congo.
Siden har der været sporadiske udbrud af virussygdommen med op til et par hundrede smittede.
Men i begyndelsen af 2014 udviklede en håndfuld tilfælde i det sydlige Guinea sig til en decideret epidemi.
Over de næste to år blev flere end 28.000 mennesker smittet. De fleste i Guinea, Liberia og Sierra Leone.
Omkring 11.300 døde af den smertefulde sygdom, der viser sig ved opkast, diarre, organsvigt og indre blødninger.
/ritzau/AFP