Kaare Sørensen skriver fra New York.
Han var kandidat til vicepræsidentposten sidste gang.
I år ville han være præsident.
Men nu har John Edwards trukket sig ud af kapløbet om at
blive den demokratiske præsidentkandidat, rapporterer flere amerikanske medier onsdag middag.
Efter flere afstemninger i blandt andet Iowa, New Hampshire,
South Carolina og Florida er det endnu ikke lykkedes den 54-årige Edwards at trække en
førsteplads hjem - og hans muligheder for at vinde valget var derfor blot teoretiske.
Blandt demokraterne står valget nu mellem de to senatorer Hillary Rodham Clinton og Barack Obama, og hos republikanerne ser John McCain ud til at hive en sejr i land, selvom han er skarp forfuldt af Mitt Romney.
Edwards ventes at komme med sit farvel officielt i en tale kl. 13.00 amerikansk tid – klokken 19.00 dansk tid. Det sker i New Orleans - den samme by, hvor han officielt erklærede, at han ville være præsident.
Ifølge kilder tæt på kampagnen vil Edwards formentlig hverken pege på Obama eller Clinton i denne tale - men måske senere.
