Edderkopper vil altid være et eller andet sted i din bolig, og det er heller ikke så skidt, for de spiser insekter og fluer og andet generende kryb, men lider man af araknofobi, så kan det også være en udfordring at se edderkopper i hjemmet.
Bolius kommer med nogle enkle gode råd til, hvordan du kan minimere tilstedeværelse af de seksbende "rovdyr".
* Fug sprækker
Edderkopper kommer ofte ind i boligen via små revner og sprækker ved fx paneler og vinduer.
Derfor er det en god idé at fuge revner og sprækker rundt om i boligen, så det er færre indgange for edderkopperne. Det kan være med til at begrænse mængden af edderkopper i boligen, men de kan ikke helt undgås.
* Støvsug grundigt
Husedderkoppen har parringstid i maj-juni, og efterfølgende lægger hun-edderkoppen æg i et spind. Ved at støvsuge grundigt i hjørner og under loftet i den periode, kan du mindske mængden af edderkopper.
* Hold jævn temperatur
Hold en jævn temperatur i alle rum - det er også bedst for indeklimaet. Edderkopper kan bedst lide rum med lidt fugt som kælderrummet, badeværelset eller soveværelset. Så hvis du har gode opvarmede, tørre rum, bliver de ikke et kæmpe problem
* Sæt insektnet op
I sommerhalvåret kommer edderkopper typisk ind i boligen gennem åbne døre, vinduer og ventilationskanaler. Det kan du til en vis grad forhindre ved at sætte insektnet op for både vinduer og døre.
Vidste du...
At der er især to slags edderkopper, der kravler rundt i de danske hjem, selv om det er sjældent, at begge arter er i samme bolig: Husedderkop og mejeredderkop.
At mejeredderkoppen er kommet hertil fra Sydeuropa siden 1980'erne og er eksploderet i antal siden og har stort set udkonkurreret alle andre husedderkopper.
At den kan, inden den bliver voksen, vibrere så hurtigt, at den bliver usynlig for det menneskelige øje.
At når man ofte ser husedderkopper i håndvask og badekar skyldes det, at de falder ned, når de kravler på vægge og lofter og ikke er i stand til at kravle op igen.
En mejeredderkop, som på engelsk hedder Cellar Spider (kælderedderkop). Foto: Scanpix