Popsanger Ed Sheeran har ikke blot sunget sig ind i manges hjerter, han har ligefrem sunget sig ind i historiebøgerne.
Den britiske sanger og sangskriver er i øjeblikket på turnéen Divide Tour, og med fredagens koncert i Hannover, Tyskland, krydser han grænsen til at stå bag den mest indbringende turné i verdenshistorien.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
I en udtalelse kalder Sheeran selv rekorden for fantastisk.
Sheeran, som står bag hits som "Photograph", "Castle on the Hill" og "Shape of You", har også lagt vejen forbi Danmark på sin turné rundt i verden. I slutningen af juli holdt han to udsolgte koncerter i Tusindårsskoven i Odense.
Pollstar, der er et fagblad for musikbranchen, forventer, at verdensturnéen har indtjent 736,7 millioner dollar - svarende til knap fem milliarder danske kroner, når fredagens koncert medregnes.
Det overgår den tidligere rekord, som det irske rockband U2 satte i 2011, hvor de tjente 735,4 millioner dollar.
Det er langtfra nyt, at Sheeran hiver mange penge hjem. I sidste måned udgav pengemagasinet Forbes en liste over de bedst betalte europæiske kendisser, og den blev toppet af netop Ed Sheeran.
Med en årlig indtjening på 729 millioner kroner slog han således både fodboldspilleren Cristiano Ronaldo og tennisspilleren Roger Federer af banen.
Opgørelsen går fra 1. juni 2018 til 1. juni 2019, og der er tale om alle indtjeninger før skat.
Ed Sheeran udgav albummet "No.6 Collaborations Project" i juli. På det er blandt andet sommerhittet "I Don't Care", der er lavet i samarbejde med den canadiske sanger Justin Bieber.
/ritzau/