Ecuadors udenrigsminister, Ricardo Patino, siger, at han er åben over for forhandlinger med den britiske regering om Julians Assanges videre skæbne.
Julian Assange, grundlægger af den afslørende internetside Wikileaks, opholder sig på Ecuadors ambassade i London og fik i sidste uge politisk asyl i det Sydamerikanske land.
Storbritannien nægter at lade Assange rejse til Ecuador. De britiske myndigheder vil udlevere ham til Sverige, hvor politiet ønsker at afhøre ham i forbindelse med påståede seksuelle overgreb på to kvinder i 2010.
Den 41-årige Assange hævder, at Sverige har planer om at udlevere ham til USA, der ønsker at få fat i ham, fordi Wikileaks har offentliggjort tusindvis af hemmeligstemplede dokumenter om USA's ageren i Irak og Afghanistan.
- Vi foretrækker at fortsætte vore samtaler med den britiske regering, siger Pationo til tv-stationen Gama.
- Det rigtige vil være at gå til Den Internationale Domstol i Haag nu. Men en behandling her vil tage år. Vi foretrækker, at sagen afgøres inden, siger Patina videre.
Regeringen i Ecuador er irriteret over, at den britiske regering truer med at anvende sig af den såkaldte Diplomatic and Consular Premises Act fra 1987, som Storbritannien mener giver mulighed for at ophæve ambassadens immunitet.
Dermed kan britisk politi gå ind på Ecuadors ambassade i London og anholde Assange og sende ham til Sverige.
/ritzau/AFP