Den Europæiske Centralbank, ECB, vil kun garantere økonomisk hjælp til Cyperns banker frem til mandag den 23. marts. Derefter vil der kun komme penge, hvis en redningsplan fra EU og IMF er i kraft, hedder det i en erklæring fra ECB i Frankfurt.
Ledere i Eurogruppen siger samtidig, at Cypern udgør en "systemisk risiko".
I Moskva fortsætter intense forhandlinger mellem Cyperns finansminister, Michael Sarris, og repræsentanter for den russiske regering om et udvidet russisk-cypriotisk samarbejde i både bank- og energisektoren.
- Der er ingen store knaster i forhandlingerne - kun mere arbejde at udføre, siger Sarris om drøftelserne og tilføjer, at enhver støtte Cypern får fra russerne vil blive kanaliseret over til øens banker.
/ritzau/DPA