Skuffelsen over torsdagens udtalelser fra Den Europæiske Centralbank er tydelig på de asiatiske aktiemarkeder. Samtlige markeder i regionen ligger lavere af frygt for en forværring af gældskrisen i de sydeuropæiske eurolande.
Investorer over hele verden havde set frem til centralbankchef Mario Draghis meldinger på torsdagens pressemøde, men Super Mario, som italieneren også kaldes, opfyldte ikke forventningerne, og det udløste store kursfald i især Europa, men også USA.
Ifølge cheføkonom i FIH Erhvervsbank, Christian Tegllund Blaabjerg, håbede investorer og økonomer på, at Mario Draghi havde mere i ærmet end ord efter Draghis forsvarstale for euroen sidste uge.
Forventningen var, at Draghi ville komme med håndgribelige indgreb for at få bugt med den europæisk gældskrise, men indgrebene udeblev.
- Draghi leverede ikke noget som helst i forhold til at sætte ind mod høje renter i de obligationsmarkeder, som han selv nævnte var urealistisk høje og præget af panik, mere end reel værdiansættelse, lyder det i en kommentar fra cheføkonomen.
FIH havde som mange andre sat næsen op efter en meddelelse om, at ECB ville begynde at opkøbe obligationer fra Italien, Portugal, Grækenland og Spanien for at understøtte landenes svage økonomier og få bugt med de høje renter på landenes statsobligationer.
- Men han valgte at udskyde det yderligere i nogle uger. Sandsynligvis fordi han endnu ikke har opbakning til dette træk fra Tyskland, mener Tegllund Blaabjerg.
Han vurderer, at Draghi og ECB risikerer at sætte sit vigtigste aktiv - troværdigheden - over styr, fordi dagens udtalelser ikke lever op til Draghis løfter for en uge siden.
Muligvis, ifølge FIH's økonom, fordi han ikke har haft opbakning til de indgreb, han ønsker at foretage. Mario Draghi garanterede for en uge siden, at ECB ville gøre alt for at redde euroen.
I Japan ligger det toneangivende aktieindeks godt en procent lavere fredag morgen.
/ritzau/