Den Europæiske Centralbank afslutter sit omfattende opkøbsprogram med udgangen af december. Det oplyser banken ifølge Ritzau Finans.
Programmet, der skal stimulere væksten i europæisk økonomi, er i øjeblikket på 30 milliarder euro om måneden.
Det stod til at blive afsluttet ved udgangen af september, men bliver fra oktober halveret til 15 milliarder euro frem til og med december.
Samtidig oplyser ECB, at det rekordlave renteniveau fastholdes til i hvert fald sommeren 2019. Indskudsrenten er dermed fortsat minus 0,40 procent, mens refi-renten er på 0,00 procent.
At opkøbsprogrammet nu afsluttes, er et godt tegn, siger cheføkonom Jacob Graven, Sydbank.
- Selv om de fleste nok ikke jubler over udsigten til højere renter i de kommende år, er der faktisk tale om en festdag, når Draghi og co. nu lægger op til at stoppe seddelpressen, skriver han i en kommentar om centralbankchefen.
- Det afspejler nemlig, at europæisk økonomi på mange måder har lagt krisen bag sig og dermed ikke længere har brug for det kunstige åndedræt, obligationsopkøbene har givet, siger han.
Ifølge Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank, kan torsdagens meldinger både ses som en opstramning og en lempelse.
- Det kan tages som en opstramning, at der bliver sat dato på udløbet af opkøbsprogrammet, mens det nærmere er en lempelse, at der er lang tid til første mulige renteforhøjelse, skriver Las Olsen i en kommentar.
- Markederne har hæftet sig mest ved det sidste, så markedsrenterne og euroen falder lidt, tilføjer han.
ECB meldte første gang i september 2014, at centralbanken ville sætte gang i et omfattende opkøbsprogram, hvor opkøb af obligationer skulle sætte gang i væksten i europæiske økonomi.
Gradvist er opkøbsprogrammet blevet droslet ned. Med årets udgang er det altså helt slut.
- 2400 milliarder euro er der brugt på at holde hånden under Europas økonomi, der nu snart skal til at bevise, at den kan stå på egne ben, siger Henrik Franck, direktør og partner i Formuepleje, i en kommentar.
/ritzau/