Andreas Cornelius er ikke kun en sublim afslutter. Den 20-årige landsholdsangriber er ekstra ubehagelig for modstandernes forsvar, fordi han arbejder stenhårdt for sagen.
Det fastslår landsholdets angrebstræner Ebbe Sand dagen efter Danmarks 3-0-sejr på udebane over Tjekkiet, hvor Cornelius åbnede den danske målfest med et fremragende mål efter 57 minutter.
- Ud over at han scorer mål, så arbejder han stenhårdt og er en holdspiller.
- Han får måske ikke så meget ud af det i de første 45 minutter mod Tjekkiet, men det arbejde, han leverer, er så vigtigt for holdet, og det stresser ethvert forsvar, når han går så hårdt ind i duellerne, siger Ebbe Sand.
- Han kroner så sin indsats med det her sublime mål - endda med sit højreben.
- En angriber skal stå det rigtige sted. Han får vendt sig om og tænker kun på en ting, og det er at få afsluttet. Der skal også lidt held til, at han river den op i målhjørnet, siger Ebbe Sand om angrebskometen fra FC København.
Andreas Cornelius var i flere hårde dueller og måtte fuldføre kampen med en bandage efter et sammenstød med Tjekkiets målmand Petr Cech. Ebbe Sand mener, at Cornelius kan blive bedre til at beskytte sig.
- Det var en svær kamp for ham i første halvleg. Begge hold fightede utrolig meget.
- Han skal blive bedre til at gøre sig klar til at modtage bolden og til at holde modstanderne væk på de rigtige tidspunkter. Han skal have en bedre førsteberøring, så han kan lægge bolden af med sin anden berøring.
- På den måde vil han ikke slå sig så meget. Men en flænge i ny og næ hører med til at spille den position, siger Ebbe Sand, der synes, at Cornelius har grebet sin chance på landsholdet.
- De chancer, han får, dem griber han. Han har gjort det i Superligaen og for os, siger angrebstræneren.
I horisonten kan Ebbe Sand sagtens se Andreas Cornelius og Nicklas Bendtner presse hinanden til en plads i startopstillingen for Danmark.
- Det er vigtigt at have en sund konkurrence. Nu har vi også Cornelius, der gør det fremragende.
- Bendtner skal vi ikke afskrive, han har en anden erfaring og rutine.
- Det er to forskellige spillere, og det er fantastisk at have flere muligheder. Det er med til at skærpe konkurrencen og holde vores spillere skarpe. Den, der skal spille, skal gøre det fantastisk, for det er to dygtige angribere, siger Sand.
/ritzau/