Eagles er videre i NFL-slutspillet efter defensiv fight

Som det første hold sikrede Philadelphia Eagles sig lørdag adgang til Conference-finalerne i NFL.
Philadelphia Eagles spillede sig lørdag aften i NFC-finalen med en sejr over Atlanta Falcons.
Philadelphia Eagles spillede sig lørdag aften i NFC-finalen med en sejr over Atlanta Falcons. Foto: Mitchell Leff/AFP

Philadelphia Eagles er klar til den ene af to Conference-finaler i NFL.

Det står klart, efter at holdet lørdag slog Atlanta Falcons i weekendens første slutspilskamp i verdens bedste liga for amerikansk fodbold.

15-10 lød sejrscifrene i den lavtscorende affære i Philadelphia.

Som resultatet indikerer, var kampen præget af solidt forsvarsspil fra begge mandskaber. Det var også Eagles' forsvar, der i sidste ende sikrede sejren, da det stoppede Falcons fra at score touchdown trods flere god muligheder.

Kampen var Eagles' første i slutspillet, efter at holdet i grundspillet havde sikret sig retten til at sidde over i første slutspilsrunde.

Falcons havde spillet sig frem til opgøret med en sejr over Los Angeles Rams i sidste uges såkaldte wild card-weekend.

Og selv om Eagles altså var på hjemmebane og havde siddet over, så var Atlanta Falcons faktisk bookmakernes favorit forud for kampen.

Årsagen var i høj grad, at Eagles' stjernequarterback Carson Wentz sidder på sidelinjen med en alvorlig skade.

Dermed er det nu Nick Foles, der står med det offensive ansvar hos Eagles.

Men det lykkedes altså Foles og co. at sikre sig sejren i lørdagens kamp.

Første halvleg var en lidt rodet omgang blandt andet med et par Eagles-turnovers, der betød, at Falcons gik til pause med en 10-9-føring.

Ingen af holdene kunne få deres angreb til at fungere, og når det endeligt lykkedes at score, var det oftere på grund af straffe til modstanderen eller tilfældigheder end på grund af offensivt festfyrværkeri.

Samme billede tegnede sig i anden halvleg.

Her var to field goals fra Eagles' rookie-kicker Jake Elliott de eneste scoringer. Det var nok til at sikre sig sejren på 15-10.

Falcons havde en god mulighed for at tage sejren til sidst, men tæt ved egen mållinje lykkedes det Eagles-forsvaret at afvise modstanderen.

Dermed er Eagles klar til NFC-finalen. Her venter enten New Orleans Saints eller Minnesota Vikings. De to mødes søndag aften.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.