"Device", med det borgerlige navn Nicolai Reedtz, er en af Danmarks største profiler inden for computerspillet Counter-Strike: Global Offensive.
Siden oktober måned har han været sat ud af spillet på grund af sygdom, men han mener ikke selv, at det har svækket hans spil i forhold til sidste år, hvor han blev kåret til at være verdens femtebedste Counter-Strike-spiller.
- I 2017 levede jeg meget med smerter, og jeg kørte måske lidt på autopilot som spiller, men nu føler jeg, at jeg har meget mere overskud, end jeg har haft i det seneste halvandet års tid, siger Nicolai "Device" Reedtz.
Han var, sammen med sit danske hold, Astralis, i gang med en turnering i Oakland i slutningen af oktober, da han fik det dårligt og blev indlagt.
Han blev sendt hjem til Danmark og gennemgik en række test, hvor det blev konstateret, at det var en stressrelateret maveinfektion.
- Jeg føler mig meget mere frisk end før sygdomsforløbet, fordi nu ved jeg, hvad det er, og hvordan jeg skal forholde mig til det, siger Reedtz.
"Device" nåede at være ude i over to måneder, før han vendte tilbage til træningsopstarten sammen med resten af holdet 4. januar.
Han er dermed tilbage i tide til en af årets allerstørste turneringer - ELeague Major i Atlanta og Boston fra 19. til 28. januar - hvor Astralis skal forsvare sidste års triumf, der står som holdets hidtidige højdepunkt.
- Der vil nok være lidt rust efter hans pause, og vi kommer måske til at bokse lidt med opgaverne til turneringen, siger Danny "Zonic" Sørensen, der er træner for Astralis.
- Men han har spillet over al forventning i træningskampene efter hans tilbagevenden, og er der nogen, der kan være ude, og så komme tilbage og levere, så er det Nicolai.
- Men hele holdet er nødt til at hæve niveauet til nye højder i turneringen, siger Danny "Zonic" Sørensen.
Det er Nicolai "Device" Reedtz dog heller ikke i tvivl om, at holdet kan.
- Inden for Counter-Strike arbejde man med noget, der hedder en "honeymoon-periode". Det er, når man bytter en spiller, så kommer der en frisk motivation og energi på holdet.
- Den varer som regel mellem en til tre måneder, og den føler jeg virkelig, er ved at kicke ind på vores hold, fordi vi har savnet at spille sammen, og vi har alle sammen gejsten, der skal til, siger Reedtz.
Det bliver dog alt andet end hvedebrødsdage i Atlanta og Boston, hvor Astralis skal være klar fra start. De møder nemlig hård modstand allerede i første kamp, hvor de skal møde det tyske hold Mousesports.
/ritzau/