I kølvandet på, at den første dansker smittet med corona, døde lørdag, har Sundhedsstyrelsen offentliggjort deres prognose for, hvor mange danskere de anslår, vil blive ramt af covid-19.
I løbet af den første bølge, som rammer nu og i løbet af foråret, forventer Sundhedsstyrelsen at 10% af befolkningen vil blive smittet. Ud af dem, vil rigtig mange få behov for behandling på hospital.
– Vi planlægger ud fra at omkring 11.000 patienter smittet med coronavirus vil få brug for sygehusbehandling. Af dem vil knap 2.900 blive kritisk syge og få behov for intensiv behandling, siger Helene Probst, der er centerchef i Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
De mange indlæggelser, vil ramme landets sygehuse hårdt.
– Det vil være en meget stor belastning af vores sygehusvæsen og det bliver en kæmpe udfordring, som vil kræve, at vi prioriterer de patienter, der har brug for akut og livsreddende behandling. Det vil vi gerne hjælpe regionerne med, og vi har derfor lavet disse anbefalinger for, hvordan denne prioritering skal foretages, udtaler hun videre.
Sammen med pressemeddelelsen har Sundhedsstyrelsen lavet et notat, som sundhedspersonalet kan gøre brug af, når de vurderer hvilke patienter, der må vente på deres behandling.
I anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen beskrives en række konkrete eksempler på, hvor sygehusene med fordel kan reducere sine aktiviteter, for i stedet at fokusere på behandlingen af patienter med coronavirus, der har behov for indlæggelser og på andre kritisk syge patienter.
Listen kan ses her.