Dyrt købt premieresejr for Manchester City

De engelske mestre måtte kæmpe hårdt for 3-2-sejren, da oprykkerne Southampton søndag kom på besøg.

Manchester City måtte slide for de tre point, da det søndag blev til en 3-2-sejr i premierekampen hjemme mod Premier League-oprykkerne fra Southampton.

20 minutter før tid var City bagud 1-2, inden Edin Dzeko og Samir Nasri sørgede for de vigtige mål for mestrene, som fik en meget skidt start på kampen.

Otte minutter var spillet, da der gik et gys gennem hjemmepublikummet, da målhelten fra sidste sæson, Sergio Agüero, blev liggende på græsset efter en hård duel med gæsternes Nathaniel Clyne.

Argentinske Agüero blev båret fra banen. Angiveligt med en alvorlig knæskade.

Det tog Manchester City 10 minutter at ryste chokket af sig. Så tvang Carlos Tevez den tidligere FCK-spiller, hollandske Jos Hooiveld, til at begå et klodset straffespark.

Det tog David Silva sig af, men med et usædvanligt tamt spark gjorde han det let for Southampton-målmand Kelvin Davis at redde.

City skruede nu op for tempoet og flyttede bolden i sådan et tempo, at Southampton-spillerne konstant halsede et par skridt efter.

I det 39. minut gik den ikke længere for gæsterne. Samir Nasri fandt med en flot stikning Carlos Tevez på kanten af offside, og argentineren sparkede iskoldt bolden i forbi Davis til 1-0.

Bedst som det lignede et spørgsmål om tid, før City øgede ledelsen, chokerede Southampton publikum på Etihad Stadium.

Efter lidt småspil i Manchester Citys felt endte bolden hos indskiftede Rickie Lambert, der resolut drejede bolden i det lange hjørne bag en chanceløs Joe Hart. 1-1.

Herfra var der dømt stormløb mod Southamptons mål. Men en sløset aflevering af Citys nye spiller Jack Rodwell satte en kontra i gang til gæsterne. Den afsluttede Steven Davis på smuk vis. Og så var udeholdet mirakuløst foran 2-1.

Det tog fire minutters intenst City-pres, før Edin Dzeko fik udlignet tæt under mål til 2-2. Og City fortsatte presset i jagten på en føring.

Efter et par enorme chancer til Mario Balotelli og Dzeko var det Samir Nasri, der flugtede 3-2-scoringen i mål med 10 minutter tilbage.

Dermed blev det til en hårdt tilkæmpet og dyrt købt sejr til mestrene, der muligvis må undvære Sergio Agüero i en længere periode.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.