Discountkæden Aldi vil fra efteråret kun sælge langsomtvoksende kyllinger i modsætning til de såkaldte turbokyllinger, der efter hurtig fysisk opvækst og kort levetid bliver slagtet og sendt ud i butikkerne.
Det oplyser kæden i en pressemeddelelse.
Beslutningen kommer, efter at Danmarks største kyllingeproducent, Danpo, i april gik i gang med at udfase de hurtigtvoksende turbokyllinger.
Turbokyllingen, der hedder Ross 308, kan vokse fra 50 gram til over to kilo på blot fem uger. Brugen af dem af blevet kritiseret af dyrevelfærdsorganisationer.
Hos Aldi kalder man turbokyllingerne for "kontroversielle", fordi den hurtige opvækst får dem til at døje med gangproblemer, lammelser og vejrtrækningsbesvær.
Og beslutningen mødes med glæde hos dyreværnsforeningen Anima.
- Flere og flere forbrugere er blevet opmærksomme på, at livet for en forvokset turbokylling ikke er noget, vi kan være bekendt i Danmark.
- Derfor er det sensationelt, at en stor spiller som Aldi er på forkant med udviklingen og viser stærkt lederskab i sin branche, siger Thorbjørn Schiønning, kommunikationschef hos Anima, i pressemeddelelsen.
/ritzau/