Det bliver generelt dyrere at dreje nøglen og tage en tur i bilen i det nye år. I gennemsnit skal bilejerne forvente en stigning i udgifterne på fire procent.
Det viser beregninger fra bilbladet Motor, der har set på, hvad det koster at køre en kilometer i en lang række bilmodeller.
I beregningerne har bladet taget højde for forsikring, udgifter til brændstof og alle andre tænkelige poster på bilbudgettet.
En ejer af en bil til cirka 200.000 kr. kommer i 2009 af med 3,76 kr., hver gang han eller hun kører en kilometer, mens ejere af biler i 350.000 kr. klassen skal regne med at betale 5,25 kr. pr. kørt kilometer - en stigning på to procent i forhold til 2008.
Beregningerne tager udgangspunkt i en driftsperiode på fem år, hvor der er kørt 100.000 km.