Det bliver dyrere og dyrere at have sit barn i skolefritidsordning.
Da skolefritidsordninger modsat børnehaver og vuggestuer ikke hører ind under loven om dagtilbud, men derimod folkeskoleloven, kan kommunerne frit hæve prisen for en SFO-plads - der er nemlig intet prisloft.
"Vi har kunnet se tendenserne gennem flere år," siger formand for BUPL, Henning Pedersen, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Han mener, at der kun er én løsning på problemet - nemlig at fastsætte en maksimumbetaling.
Men det sker ikke.
Ifølge en opgørelse, som DR Nyheder har foretaget, har mere end hver tiende kommune sat taksten for skolefritidsordningen op med mere end 20 procent de seneste to år, og næsten halvdelen af kommunerne har hævet prisen med mere end ti procent de seneste år.
Konsekvenserne af prisstigningerne er klare, mener Henning Pedersen.
"At priserne bliver sat i vejret på trods af, at børnene faktisk tilbringer mindre tid i SFO på grund af, at undervisningstiden udvides, holder ingen steder. Konsekvenserne bliver, at forældrene tager deres børn ud af skolefritidsordningerne, og det vil sige, at vi står med 7-8 årige børn, som ikke har noget pasningstilbud om eftermiddagen," siger han.