Sidste weekend løb tredages-festivalen “Syd for Solen” af stablen i Søndermarken på Frederiksberg. Men det var ikke alle, der nød de 28 koncerter.
I det nærliggende Københavns Zoo blev flere af dyrene så stressede af den høje musik, at de måtte medicineres med beroligende midler.
Det fortæller TV2 Lorry.
- Okapierne var stresset på et niveau, hvor vi var nødt til at give dem beroligende medicin. Girafferne måtte vi lukke ind i stalden for at få dæmpet støjen omkring dem, siger Mads Frost Bertelsen, der er zoologisk direktør og dyrlæge i Københavns Zoo, til TV 2 Lorry
- Det sker ellers aldrig, at vi må medicinere dyrene på den måde. Vi gjorde det én gang sidste år, hvor der blev lagt ny asfalt hele dagen. Men ellers er det hvert fald ikke sket siden 2003, hvor jeg blev ansat.
Ifølge Mads Frost Bertelsen viste stresssymptomerne sig ved, at dyrene ændrede adfærd. Både giraffer og okapier begyndte at vandre frem og tilbage og spile næseborene op og hyperventilere.
Den nye musikfestival “Syd for Solen” har ikke været afholdt før – og faktisk er det ikke særlig tit, at flerdages begivenheder holder til i Søndermarken.
Gennem en årrække fra 1993 til 2004 har Det Kongelige Teater afholdt operakoncerter i haven, ligesom blandt andre Kim Larsen og mange andre danske og internationale musikere i årenes løb har spillet i Søndermarken.
Døde efter operaprøver
Københavns Zoo er fyldt med truede dyr, og dyrepasserne gør alt for, at de ikke skal lide overlast.
Men i 1994 gik det helt galt, da okapien Katanda døde af stress efter en dag med lydprøver på en operakoncert i Søndermarken.
Forinden have okapien hyperventileret og gik siden i chok, før den kollapsede og døde. Så tæt på var det ikke for hverken okapien eller andre dyr under festivalen “Syd for Solen”, men zoologisk direktør Mads Frost Bertelsen måtte alligevel trække i nødbremsen og kontakte festivalen.
- Vi havde en god dialog, og vi oplevede, at de var lydhøre og forsøgte at afhjælpe problemet, så godt de kunne, siger Mads Frost Bertelsen.
Om søndagen oplevede Københavns Zoo da også et mindre støjtryk fra musikken i Søndermarken.