Søndag formiddag gik 17 sportsdykkere fra Ribe og Skærbæk i vandet i Ribe å for at lede efter den 18-årige Mads Olin Pedersen, der har været forsvundet i otte døgn.
Men efter to timers søgning opgav også de frivillige dykkere, at finde spor efter Mads Olin Pedersen.
Karl Gunner Gregersen er næstformand i Ribe dykkerklub og var med til dagens dyk i den mudrede å.
"Der er ganske kort sigtbarhed, så vi gik systemet igennem med reb imellem os. Det giver ingen mening at kigge nede i vandet, for sigtbarheden er måske kun 20 centimeter, siger han til Ekstrabladet.dk.
Dykkerklubben har nu besluttet at stoppe eftersøgningen, som politiet allerede opgav for flere dage.
"Hvis han er i vandet, dukker han op på et tidspunkt. Men vi må nok sige, at der ikke er mere at gøre," erkender Karl Gunner Gregersen.
Mads Olin Pedersen har været forsvundet siden den 20. december, hvor han var i byen i Ribe med nogle venner.