Det har ikke været nok med hundepatruljer og en helikopter i politiets søgen efter den forsvundne 69-årige mand.
Derfor sætter Nordsjællands Politi nu dykkere ind i håbet om, at de kan finde Erling Nielsen Schmidt, der ikke er set siden mandag klokken 18.00 i Frederiksværk i Nordsjælland.
"Vi er i øjeblikket ved at rekvirere dykkere, som kan hjælpe os med at trække våd eller dykke i vandet for at se, hvorvidt han er gået igennem isen," siger vagtchef Dan Houtved til Newspaq.
Politiet eftersøger netop dette område, fordi man har fundet en tophue og en sutsko fra manden, som dermed formentlig er gået i sydvestlig retning fra sin bopæl.
Og i dette områder er der et isbelagt vandområde med åbne våger.
Den 69-årige mand forlod sit hjem i Frederiksværk og er altså ikke set siden mandag aften.
Hans datter alarmerede politiet i går, tirsdag, og siden da har det helt store eftersøgningsapparat været sat i gang.
Politiet oplyser, at Erling Nielsen Schmidt er 170 cm høj, hulkindet og har gråt fuldskæg og gråt, uglet hår.
Man formoder, at han har en gråt eller blåt fleecestøj på.