Ingen hørte Shelley Tyre skrige, da hendes mand slog hende ihjel i 1999.
Mordet fandt nemlig sted 25 meter under havets overflade, da hendes mand David Swain svømmede op bag hende, rev dykkermasken af hende, lukkede for hendes luft og holdt hende fast indtil hun var død.
Ægteparret var på dykkerferie på de britiske jomfruøer, da manden David Swain begik mordet.
I første omgang anså alle dødsfaldet som en tragisk dykkerulykke - men Shelley Tyre's familie mente, at der var for mange ubesvarede spørgsmål i forbindelse med dødsfaldet - og da David Swain flere gange skiftede forklaringer om episoden besluttede de at anlægge sag mod enkemanden. Det skriver The Guardian.
Hverken DNA-spor eller vidner kunne bidrage med information i sagen - men obduktionsrapporten viste tegn på vold, samtidig med, at tekniske undersøgelser ikke var i stand til at påvise problemer med dykker-udstyret på den afdøde.
David Swain har igennem hele sagen fastholdt sin uskyld - selvom han har indrømmet, at han ikke handlede i overensstemmelse med sikkerhedsreglerne, da han angiveligt blev væk fra sin kone under vandet.
Beviserne mod manden var dog de stærkeste - og en jury har erklæret ham skyldig i mord.
David Swain er i første omgang blevet idømt en erstatning til ekskonens familie på næsten 25 millioner kroner.
Den sideløbende kriminalsag er dog langt mere alvorlig for ham. Her risikerer han nemlig op til livsvarigt fængsel for drabet. Der bliver afsagt dom næste onsdag.