En skotsk brudgom kollapsede og døde ved alteret bare få minutter før, han skulle giftes med sin forlovede. Det fortæller Daily Mail.
Med til historien hører, at den 57-årige Paul Wynn fra North Ayrshire var dødssyg af kræft. Han blev diagnosticeret med kræft i bugspytkirtlen i maj, og otte dage inden brylluppet havde lægerne fortalt ham, at kræften havde bredt sig til lungerne, og at han ikke havde lang tid tilbage.
Derfor skulle det gå stærkt, hvis han og partneren Alison, som havde været sammen i 21 år, skulle nå et kirkebryllup.
Brylluppet blev arrangeret på lyntid, men på tragisk vis faldt Paul Wynn altså om, da han stod ved alteret i kirken. Det skete ifølge den engelske avis, mens bruden var på vej op af kirkegulvet sammen med parrets ældste søn, den 20-årige Sandy.
Gæsterne i kirken forsøgte at give førstehjælp, men anstrengelserne var forgæves.
- Det var hårdt. Jeg prøver at stå op hver morgen for mine børns skyld, men jeg kan ikke spise noget. Paul og jeg mistede et barn i 2004 efter at jeg fik en abort, så det giver mig en følelse af tryghed at vide, at han er deroppe ved vores barn. Hans mor gik bort i 2020, så i det mindste er han også sammen med hende nu, lød det fra Alison ifølge Daily Mail.
Parret havde fem børn sammen, mens Paul Wynn desuden havde seks børn fra tidligere ægteskaber.
Bruden Alison kort før vielsen sammen med to af parrets døtre. Facebok