Tilfældigt forbipasserende fik sig lørdag eftermiddag en ubehagelig overraskelse, da de i en å fandt liget af en mishandlet gravhund i Hunlum nord for Struer.
Hunden var blevet smidt i åen med forbenene bundet sammen af strips, så den ikke havde nogen chance for at redde sig i land.
Nu udlover Dyrenes Beskyttelse en dusør på 10.000 kroner for oplysninger, der kan føre til gerningsmanden.
- En hund i en å med poterne bundet sammen, efterlader ingen tvivl om, hvad hensigten har været. En koldblodig aflivning af en hund, som måske er blevet til overs. En hund svømmer med forpoterne, så den har ikke haft en chance. Det vidste gerningsmanden. En grusom handling som har været meget lidelsesfuld for dyret, skriver foreningen i en pressemeddelelse.
- I Dyrenes Beskyttelse er vi oprørte over denne måde at aflive et dyr. Hvis man ikke kan have sin hund mere, må man gøre det eneste anstændige og få den aflivet på en ordentlig måde. Hvis hunden er sund og rask, kan man også aflevere den på et af Dyrenes Beskyttelses internater. Denne rædsomme mishandling, som denne gravhund har været udsat for, vækker den største afsky, siger direktør i Dyrenes Beskyttelse, Ole Münster, i pressemeddelelsen.
Da politiet var blevet alarmeret, blev der tilkaldt en dyrlæge, som sørgede for, at den døde gravhund blev bragt ind på Holstebro Dyrehospital.
Meget tyder dog på, at det bliver svært for politiet at finde gerningsmændene til mishandlingen, da hunden ikke var udstyret med en ørechip.