Efter at have skrevet kontrakt med den danske landsholdsstjerne Joachim Boldsen, fortsætter AaB Håndbold oprustningen. Fra første januar har nordjyderne skrevet kontrakt med den serbiske bagspiller Dusko Milinovic.
Den 31-årige højre back kommer til AaB efter et ophold hos rumænske HCM Constanta, der i dette efterår har spillet i Champions League.
Dusko Milinovic, der har spillet adskillige landskampe for det serbiske landshold, har desuden optrådt syv år i den bedste spanske liga.
»Vi har set Dusko Milinovic an til en prøvetræning, og der er ingen tvivl om, at det er en dygtig spiller, vi har fået fat i,« siger AaB?s sportsdirektør Jan Larsen i en pressemeddelelse.
Dusko Milinovic har skrevet under på en halvårlig kontrakt.