Flere dusin mennesker er dræbt eller såret, efter syriske kampfly onsdag rettede et luftangreb mod byen Aazaz i det nordlige Syrien.
Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der følger situationen i landet.
Øjenvidner siger til nyhedsbureauet AFP, at mindst 5 lig er hentet ud af ruinerne fra de omkring 10 huse, der blev jævnet med jorden ved angrebet.
Adskillige andre er begravet under murbrokkerne, lyder de foreløbige meldinger.
Aazaz er en af de syriske oprøreres højborge. Den ligger lidt nord for millionbyen Aleppo, hvor der i de seneste uger har været kampe mellem præsident Bashar al-Assads styrker og oprørere.
/ritzau/AFP