Ritzau
Opdateret kl. 09:45
Britiske Reckitt Benckiser har haft et rærligt tredje kvartal. Det skriver Ritzau Finans.
Firmaet, der står bag en myriade af kendte forbrugerbrands som rensemidlet Cillit Bang, halstabletten Strepsils, luftfriskeren Airwick og kondombrandet Durex, må samtidigt dæmpe forventningerne til hele året.
Reckitt Benckiser kom ud af tredje kvartal med et fald i den sammenlignelige omsætning på en procent, hvor analytikerne havde ventet en stigning på 0,5 procent. Den sammenlignelige omsætning er omsætningen uden opkøb og for produkter, der har været på markedet længe.
Den samlede omsætning landede på 3,21 milliarder pund, hvor analytikerne havde forventet en omsætning på 3,28 milliarder pund.
Selskabet ser sig nødsaget til at sænke helårsforventningerne og venter nu en flad udvikling i det sammenlignelige salg. Tidligere forventede selskabet en vækst på to procent
Selskabet var ramt af det hackerangreb, som også ramte Mærsk tilbage i juli, og det giver udfordrende markedsforhold og "kendte udfordringer" skylden for det udfordrende kvartal.
/ritzau/