Brøndbys topscorer, Morten 'Duncan' Rasmussen, er efter alt at dømme på vej væk fra Vestegnen for at fortsætte karrieren i skotske Glasgow Celtic, hvor han skal være med til at bringe den traditionsrige klub tilbage på fodboldtronen.
Det skriver Ekstra Bladet. Ifølge avisen har anonyme kilder i begge klubber bekræftet, at en aftale er så godt som på plads. Der mangler bare en underskrift og det obligatoriske lægetjek, før 'Duncan' kan rejse til Skotland og trække i Celtic grønne trøje.
Brøndby har tidligere forlangt 30 millioner for Morten 'Duncan' Rasmussen, men ifølge Ekstra Bladets oplysninger må klubben lade sig nøje med 13 millioner for den kontrakt, der vil løbe frem til sommeren 2013. Beløbet kan dog blive større, alt efter hvor mange kampe 'Duncan' får for Celtic.
Celtic er i øjeblikket nummer to i den skotske liga, ni point efter ærkerivalen Rangers.