Der er lagt op til en spændende tvekamp mellem Morten Duncan Rasmussen og Nicklas Bendtner om pladsen som første-reserve for Jon Dahl Tomasson i front for det danske landshold.
Landstræner Morten Olsen har nemlig for første gang fundet plads til Brøndbys målfarlige angriber i en trup, hvor der også er comeback til Kasper Bøgelund, Martin Laursen og Jan Kristiansen.
Duncan har scoret 14 kasser for Brøndby i denne sæson og er tidligere topscorer for U/21-landsholdet, da han spillede i AGF. Netop på U/21-landsholdet ragede han for to år siden uklar med kometen Nicklas Bendtner ved U/21-EM i Portugal.
Morten Olsen har udtaget i alt 23 spillere til kampene mod Sverige 2. juni i Parken og 6 juni ude mod Letland.
Målmænd: Jesper Christiansen, Stephan Andersen og Thomas Sørensen.
Forsvar: Daniel Agger, Jan Kristiansen, Kasper Bøgelund, Lars Jacobsen, Nicklas Jensen, Martin Laursen og Michael Gravgaard.
Midtbane: Christian Poulsen, Daniel Jensen, Michael Silberbauer, Rasmus Würtz, Thomas Kahlenberg, Leon Andreasen.
Angreb: Dennis Sørensen, Nicklas Bendtner, Morten Duncan Rasmussen, Martin Jørgensen, Jesper Grønkjær, Dennis Rommedahl og Jon Dahl Tomasson.