Ritzau
Opdateret kl. 05:46
AGF-angriberen Morten "Duncan" Rasmussen har fået fri fra en træningslejr i Portugal. Det sker i forbindelse med et muligt klubskifte.
Han rejser således tirsdag morgen fra lejren for at forhandle med en udenlandsk klub.
Det skriver AGF på sin hjemmeside sent mandag aften.
Klubben skriver, at "Duncan" mangler at nå til enighed om de personlige vilkår i forbindelse med et muligt klubskifte.
AGF oplyser samtidig, at hverken klubben eller Morten Rasmussen har yderligere kommentarer for nuværende.
Da AGF i efteråret hentede cheftræner David Nielsen til klubben, røg Morten "Duncan" Rasmussen til tider ud på en uvant plads på bænken.
Det var åbenlyst frustrerende for angriberen, der blandt andet luftede sin frustration over for Jyllands-Posten:
- Jeg går ud fra, at samtlige fodboldspillere på dette niveau er utilfredse med at starte ude. Så det er ikke nogen hemmelighed, at jeg selvfølgelig er utilfreds, sagde angriberen til avisen i november.
32-årige Morten "Duncan" Rasmussen har tidligere i sin karriere optrådt for flere klubber i Danmark og udlandet. I Danmark har han spillet for Brøndby, FC Midtjylland og AaB. I udlandet har han optrådt for skotske Celtic, tyske Mainz 05 og tyrkiske Sivasspor.
Mandag skrev et polsk medie ifølge Tipsbladet, at "Duncan" tirsdag skal besøge en polsk klub.
Ifølge det polske medie er der tale om Pogon Szczecin. Holdet spiller i den bedste polske række. Det er imidlertid ikke bekræftet fra hverken AGF eller den polske klub.
/ritzau/