Det kan blive en dyr affære for sangerinden Lady Gaga at få en barbiedukke, der ligner hende selv. Producenten af dukken har nemlig, ifølge hjemmesiden TheWrap.com, sagsøgt Gaga for at forlænge produktionstiden unødigt.
Producenten MGA Entertainment har oprettet et søgsmål på lidt over 61 millioner kroner mod den verdensberømte Gaga, der går under det borgerlige navn Stefani Germanotta.
Ifølge MGA har forespørgsler til ændringer i dukkens design gjort, at det er umuligt for producenten at nå butikkernes deadline omkring juletid. MGA påstår derfor, at Gaga med vilje udsætter produktionen for at få dukken ud samtidigt med sit nye album.
- Denne konflikt er mellem Universel Music Group's merchandise afdeling og MGA. Der er ingen legitim grund til, at MGA skal trække Lady Gaga ind i denne sag, fortæller Gagas talsmand, der ikke mener, at Gaga skal betale en krone.
Producenten mener dog, at Gagas forespørgsler om "en pænere Gaga" med "slanke kinder og skarp kæbelinje med mere katteagtige øjne og sexede trut-læber" er årsagen til de mange forsinkelser.
Ifølge søgsmålet skulle Gagas folk også have bedt om nogle "Born This Way"-zombie rekvisitter såsom en blodig halsstump, der skal kunne ses, hvis man tager sangerindens dukkehoved af.
Gagas talsmand mener ikke, at søgsmålet, der er sat til at komme for retten på Manhatten 29. august, kommer særligt langt.
- Lady Gaga vil til den tid formelt ansøge retten om at underkende MGA's uigennemtænkte søgsmål og er overbevist om, at hun vil få held med dette, konstaterer talsmanden.
Retten på Manhatten har da også allerede underkendt MGA's forespørgsel om, at Gaga skulle træffe en øjeblikkelig beslutning med hensyn til dukkens design.
/ritzau/