I aften skydes Champions League for alvor i gang, når de forsvarende mestre FC Barcelona gæster San Siro og Inter i denne rundes klart mest omtalte opgør.
Men selvom det er de nationale mestre fra Sydeuropas suverænt vigtigste fodboldnationer, så er alles øjne rettet mod en svensker og en camerouner. Og deres to tidligere chefer på trænerbænkene.
Malmö-drengen Zlatan Ibrahimovic rejste nemlig til Barcelona i sommer efter en række meget succesfulde sæsoner i netop Inter.
Samtidig forlod hurtigløberen Samuel Eto'o den catalanske hovedstad i en af de vel mest spektakulære byttehandler nogensinde i fodboldens historie.
Og luften har de seneste dage været tyk af spotske ord mellem de fire hovedpersoner.
Men her få timer før kick off i den norditalienske modeby forsøger den kontroversielle Inter-træner, Jose Mourinho, at skabe en eller form for ro.
"Salget af Ibrahimovic var en ideel handel. Vi er alle glade. Zlatan, Guardiola, jeg selv og Eto'o," siger han, og peger på, at godt nok var Zlatan fantastisk i Inter, men nu er Eto'o kommet til og har til fulde udfyldt hans plads.
Pep Guardiola spiller heller ikke videre på krigstrommen.
"Det bliver en kæmpe ære at møde Mourinho igen. Jeg er stolt af, at skulle møde et hold med en kæmpe træner som ham," siger Guardiola ifølge fcbarcelona.dk
Selv Zlatan Ibrahimovic er omfavnende inden det store møde.
"Det bliver selvfølgelig en følelsesladet kamp for mig," konstaterer han over for fcbarcelona.com.
De to angribere har da og så ind til nu levet op til forventningerne på hver side af Middelhavet. Begge har nemlig scoret i sæsonens to første ligakampe.