Anders Due, der tidligere spillede for FC Nordsjælland, har haft behersket succes i Holland, hvor han fik 25 kampe på halvandet år.
AaB’s sportsdirektør Lynge Jakobsen glæder sig over tilgangen af den 25-årige midtbaneprofil.
»Med Anders Due har vores trup fået endnu en dimension, der kan gøre os svære at have med at gøre, og netop vores kvalitetsmæssige bredde har ikke mindst i det seneste års tid været én af vores styrker,« siger AaB’s sportsdirektør Lynge Jakobsen, som desuden gør opmærksom på, at klubben tidligere har haft succes med at hente danskere i hollandske klubber. Både Michael Jakobsen og Jeppe Curth kom til AaB fra tulipan-landet.
Anders Due selv glæder sig til at flytte til Nordjylland.
»Med det samme jeg hørte, at AaB var interesseret i mig, så var det let for mig at vælge, hvor jeg helst ville hen. AaB har en fantastisk trup med mange dygtige spillere, og forhåbentlig kan jeg bidrage til, at AaB bevarer sin position i toppen af Superligaen,« siger Anders Due.
Anders Due og AaB har underskrevet en kontrakt gældende til den 30. juni 2011.