Det nordiske børsselskab OMX - der driver børser i Sverige, Finland, Danmark, Island samt de baltiske lande - bliver måske overtaget af den hovedrige golfstat Dubai, skriver The Sunday Times.
Dubai’s emir Mohammed bin Rashid al Maktoum som leder Dubai International Financial Centre (DIFC) overvejer nu at overgå New Yorker-børsen Nasdaqs købstilbud på knap 20 milliarder kroner.
Bestyrelserne i både Nasdaq og OMX anbefalede fredag deres aktionærer at sige ja til købstilbudet fra New York.
Dubai er den ene af i alt syv stater i de Forenede Arabiske Emirater, og Dubai-emirens overvejelser om at købe OMX understreger den lille oliestats internationale ambitioner.
Siden DIFC kom til verden i 2004 har selskabet for eksempel opkøbt P&O – en virksomhed, der ejede nogle af verdens vigtigste havneanlæg.
OMX-selskabets aktiepris steg 3,2 procent torsdag aften da Nasdaq’s købstilbud lå klar. Internationale børsselskaber er blandt andet interesseret i det nordiske børsselskab, fordi OMX’s handelstransaktioner foregår igennem et teknologisk moderne IT-system.