Mængden af mad, der smides ud i de danske hjem, svarer til at 600.000 indbyggere kunne spise i et helt år. Det viser nye tal fra Landbrugsrådet ifølge Politiken.
Og det ærgrer Miljøstyrelsen.
- Det er klart, at hvis vi helt kunne undgå, at der havner madaffald i skraldespanden, ville det bestemt være at foretrække ud fra en ressourcemæssig, miljømæssig og økonomisk betragtning, siger Inge Werther, der sagsbehandler i Miljøstyrelsens afdeling for affald.
Margit Groth, der er seniorforsker ved Fødevareinstituttet på Danmarks Tekniske Universitet, mener, at supermarkederne bærer en del af skylden for det store madspild.
- Danmark er et land med rigtig mange små husstande, og det er supermarkederne ikke i tilstrækkelig grad gearet til. Mange af de portioner, som ligger i kølediskene, er store, og de fleste fødevarer skal spises inden for fire-fem dage. Det kan en enlig bare ikke nå, siger hun til Politiken.