Da Tabita var 17 år, tvivlede hun pludselig på, om hun elskede Gud højere end sin familie.

For som teenagedatter i en familie af Jehovas Vidner betød et forhold til en fyr, at hun ville blive bandlyst af sine elskede forældre og søskende.

At hendes far ville vælge Tabita fra til fordel for Gud.

At hun ville blive betragtet som et fortabt menneske, dømt til at gå til grunde ved dommedag sammen med alle de andre syndere.

Hvordan tackler en ung pige et så definitivt dilemma?

Det var det, Niels Arden Oplev sad og spekulerede på, da han læste Tabitas historie i en avis. Nu – to år efter – er hans overvejelser blevet til 3.121 meter lang spillefilm.

Da Nyhedsavisen møder ham, er filmen allerede på jomfrurejse til selveste Berlinalen – Berlins prestigefyldte filmfestival.

To verdener , hedder dramatiseringen af Tabitas styrkeprøve med Jehovas Vidner. Niels Arden Oplev er også selv i to verdener, for faktisk arbejder han p.t. i Sverige, hvor han omsætter forfatter Stieg Larssons storsælgende krimi-trilogi til levende action. Dette afbræk i Berlin dedikerer han udelukkende til røde løbere, pressemøder og international promovering af det, han selv kalder en film om kærlighed, tro, underkastelse, udstødelse og opgøret mellem to generationer .

Det amerikanske filmmagasin Variety har allerede pyntet Oplev med en rosende anmeldelse, hvilket vor danske instruktør gerne nævner i en bisætning, mens han målrettet mingler sig gennem festivalmylderet for at ramme en frokost med filmens skuespillere.

»Jeg har lavet fire film. Tre af dem har været med her i Berlin. Det er en meget god track-record, synes jeg selv,« siger han med et glimt i de blå øjne.

I den bedste mening

Forrige år vandt Drømmen en såkaldt Krystalbjørn. Det delvist selvbiografiske drama om en lille purks opgør med landsbyskolens autoritets-regime var også det års mest populære film i Danmark. Men hvad er det med ham Niels Arden og hans trang til at portrættere frigørelsen fra de øvre myndigheder?

»Jeg er optaget af det dilemma, der ligger i, at man som barn vokser op i et bestemt verdensbillede, og på et tidspunkt må løsrive sig fra den indoktrinering. Med Tabitas historie handler det om at forstå, hvordan man kan leve i en verden, der er så lukket. Altså, historien om at vokse op i en kristen fundamentalistisk sekt.«

Du kalder det en sekt?

»Ja, det gør jeg, du kan også kalde det en trosretning, hvis du vil være mere politisk korrekt. Det kommer jo an på, hvor negativ en klang, man synes, ordet sekt har. I hvert fald gemmer der sig noget kraftigt, følelsesmæssigt stof og en meget gribende spillefilm i de dilemmaer, som deres tro medfører. En film, der ligesom Drømmen er based on a true story, men altså omskrevet og manipuleret ind i en spillefilms-dramaturgi.«

Mange stritter af fordomme, når Jehovas Vidner banker på. Fandt du i din research frem til en forståelse for dem?

»Jeg har hele tiden haft det præcise mål, at jeg ikke vil portrættere vidnerne som de onde. De er mennesker, der tror på noget, og de gør det i bedste mening. De tror på, at når de banker på din dør, så kan de frelse dig. Du føler sikkert, det er pisseirriterende, men egentlig gør de noget enormt uselvisk, og derfor har jeg ikke noget ønske om at hænge dem ud. Konflikterne i den her familie opstår, fordi de elsker hinanden. Det er det, der er så interessant.«

Fri hjernevask

At man som Jehovas Vidne ikke må modtage en blodtransfusion – selvom det måske er den eneste chance for at redde sit liv – symboliserer i To verdener det svære opgør, som den Tabita-inspirerede Sara (spillet af Rosalinde Mynster) står overfor. For Saras bedste veninde kommer ud for en trafikulykke, og en ubegribelig beslutning (for ikke-vidner) om at lade en ung pige dø i Guds navn, bliver effektueret. Niels Arden Oplev ved godt, at hans ellers nuancerede syn på sekten spidser til i netop den scene.

»Jeg forstår deres sammenhold, men det gør ikke, at jeg synes, det er rigtigt. Filmen tager jo også stilling til, at man ikke skal tro, det er omkostningsfrit det her. At fortælle et 10-årigt barn, at han lever i de sidste af tiderne, og at han nu skal se sine søskende blive udstødt – og dermed sove og dø for evigt. At putte den slags ind i et lille barns hjerne er at påføre et barn noget, som han kommer til at kæmpe med resten af sit liv. Det er det, filmen handler om.«

Men gælder det ikke al form for fanatisme?

»Jo, du har da også lov til at opdrage din børn til racister, selvom det heller ikke er omkostningsfrit. Du har ikke lov til at tæske dem eller misbruge dem seksuelt eller underernære dem eller lade dem gå i skole i bare fødder om vinteren, men du kan hjernevaske dem 100 procent. Det kan man nok ikke lovgive imod, men man kan kaste lys på det, og måske sker der det, at når vidnerne næste gang går rundt og banker på, så tager folk dem med ind og prøver at overbevise dem i stedet for. Det ville da være interessant.«

Niels Arden Oplev får et vink fra sin pr-assistent. Han skal videre. Det er Tabita også kommet. Hun er udstødt, men har det ifølge Niels Arden fint. Hun bor i København og læser til lærer.

Og ja, hun synes, at To verdener er en god film.

»På et tidspunkt sagde Tabita til mig: Når man bliver udstødt, er der ikke længere nogen, der lytter på én. Men den her film har givet mig stemmen tilbage.«

Tabita har faktisk en lille rolle i filmen, dog uden replikker. Hun er den pige, der i den sidste scene sidder over for hovedpersonen Sara i et tog på vej mod en ny tro.