Hummus står på listen over madvarer som ofte tilbagekaldes af Fødevarestyrelsen.
For et par år siden fandt man sågar små metalstykker i noget hummus, og så sent som i juli i år måtte et parti hummus kaldes tilbage fordi den var gal med deklareringen.
Nu er den gal igen, og denne gang er der sket "gasudvikling i pakningerne", som det fremgår af Fødevarestyrelsens tilbagekaldelse.
Gasudviklingen betyder, at der kan være "uønsket vækst af mikroorganismer", skriver styrelsen.
Det drejer sig om følgende produkt, som er solgt i Meny, Spar, Min Købmand, Løvbjerg og Let-Køb over hele landet:
- Økologisk hummus spicy
- Nettovægt: 200g
- Bedst før-datoer: 26.09.2021 og 10.10.2021
Produktet tilbagekaldes på vegne af Mozami A/S i Hasselager, og det er virksomheden selv som har konstateret gasudviklingen, der gør produktet uegnet at spise.
Forbrugerne rådes til at levere produktet tilbage i butikken, hvor det er købt, eller at kassere det.