Nu har du adgang til 15 millioner sange på nettet.
Den svenske musiktjeneste Spotify åbner nemlig i dag sluserne til billig musik for danskerne. Den endelige afhænger af, hvilket abonnement, man ønsker. Alle kan være med ganske gratis. Men vil man være fri for reklameindslag og tage musikken med i mobiltelefonen, så koster det mellem 50 og 100 kr om måneden.
Piratgruppen, som kæmper for fri musik til alle, ser positivt på musiktjenesten.
"Det er et lille skridt i den rigtige retning, men det er vigtigt, at man stadig ikke forfølger folk, som ikke har lyst til at bruge Spotify," siger talsmand Troels Møller til Newspaq.
Spotify er en af verdens største samlinger af musik på nettet. Det har indtil videre lokket mere end ti millioner brugere til, og tjenesten findes både i Norge, Sverige og England.
Spotify samarbejder med store musikselskaber som Sony og Universal, men kunstnerne får ikke nok af musiksalget, mener Piratgruppen.
"Det er dog stadig problemet med Spotify, at en masse penge fra musik på nettet stadig ikke går til kunstnerne," siger Troels Møller.
Spotify skal konkurrere mod TDC Play og Telenors Wimp på det danske marked.