Af Jacob Bjerregaard, Forbundsformand, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU)
Skal EU have en fælles og evt. bindende flygtningepolitik?
Indenfor gældende menneskeretsvilkår er det op til landende selv at beslutte, hvordan deres politik på området i praksis skal udmøntes. Vi ønsker dog en EU-fordelingsnøgle, så flygtninge ikke kun kommer til bestemte lande i EU men fordeles i alle medlemslandene.
Hvad er det maximale antal flygtninge, Danmark skal give permanent opholdstilladelse pr. år?
Vi mener ikke, at det er muligt at sætte tal på, hvor mange flygtninge vi i Danmark skal give permanent opholdstilladelse per år. Flygtninge kommer her til landet, fordi de flygter fra faresituationer som krig og religiøs og politisk forfølgelse. Sådanne konflikter kan man ikke planlægge på forhånd og på baggrund af dette opstille antal for, hvor mange vi vil huse.
Hvilke kriterier skal benyttes til at afgøre hvem, der får asyl i EU/Danmark?
Vi mener, at vi som udgangspunkt skal bruge FN’s vejledninger som rettesnor. Hertil skal vi altid tage flygtninges individuelle forhold i betragtning. Her er forfølgelse grundet kultur, politisk og religiøst tilhørsforhold afgørende.
Hvad stiller Danmark op med de asylansøgere fra Irak, der sidder på de danske flygtningecentre, og som har fået afslag på asyl?
Vi vil ikke sende folk tilbage, der risikerer at blive slået ihjel, så snart de kommer hjem. Omvendt skal asylansøgere sendes hjem, når det vurderes, at det er sikkert at vende tilbage. Hertil kommer, at vi ikke vil være bekendt, at børn og voksne sidder under kummerlige forhold i asylcentrene i utallige år, fordi deres sager ikke bliver behandlet hurtigt nok.