DSB sætter gang i asbestundersøgelse

DSB får ros af de ansatte, som skal være med til at undersøge, hvor mange der er blevet syge af at arbejde i S-tog med giftigt asbest.

Med udgangen af januar får ansatte i DSB langt bedre mulighed for at vurdere, om de skal frygte at blive syge efter at have arbejdet i asbestfyldte S-tog op gennem 1980?erne og 1990?erne.
Det står klart, efter DSB og de relevante faglige organisationer onsdag aftalte at sætte en uvildig undersøgelse i gang snarest muligt.
»Det var et seriøst og fornuftigt møde, og virksomheden virkede oprigtig i forhold til den undersøgelse, der nu skal i gang, så hurtigt det overhovedet kan lade sig gøre,« siger Ole Bjerg, trafikinspektør fra DSB Produktion. Ole Bjerg taler på vegne af blandt andet tidligere håndværkere, togførere og administrativt personale, og han ser frem til at kunne give de urolige medarbejdere nogle svar.

Fakta på bordet

»Undersøgelsen skal primært skaffe noget ro på, så dem der føler sig utrygge kan få nogle fakta på bordet i forhold til, hvilken risikogruppe de er i. Samtidig tilbyder vi helbredsundersøgelse til de relevante. Det er en sag, vi tager meget alvorligt,« siger han.
Flere end 20 DSB-ansatte har allerede fået konstateret lungehindekræft eller er døde af sygdommen, som opstår, når mennesker indånder giftige asbestfibre.
Kortlægningen skal både gøre det klart, hvilke øvrige ansatte, der risikerer at være blevet syge, og hvordan man får taget hånd om hver enkelt medarbejder.
Repræsentanter for Dansk Jernbaneforbund, HK, 3F og FO DSB S-tog sidder i styregruppen sammen med DSB. Netop den sammensætning er vigtig for undersøgelsen, oplyser Søren Eriksen, som er konstitueret administrerende direktør for DSB.
»Det glæder mig, for så kan vi drage nytte af deres ekspertise på området. Vi ser frem til at få afdækket denne ulykkelige sag, og vi vil arbejde hårdt på det,« lover han.
Styregruppen mødes onsdag for at definere de præcise rammer for undersøgelsen. Arbejdet kan gå i gang umiddelbart derefter.
Allerede i næste uge vil en ekspertgruppe med repræsentanter fra blandt andre Kræftens Bekæmpelse komme med bud på, hvordan man laver regelmæssige helbredsundersøgelser af tidligere og nuværende DSB-ansatte, som har været i kontakt med asbest.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.