Trafikstyrelsen har mandag givet lov til, at de skandaleramte IC4-tog igen kan køre med passagerer. Det oplyser DSB.
De udskældte tog har kørt uden passagerer siden november, hvor det blev opdaget, at der var problemer, når togene skulle bremse. Derfor blev al kørsel med togene indstillet.
DSB søgte om lov til at køre med togene umiddelbart efter, at Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i en rapport 20. juni slog fast, at IC4 togenes bremser virker, som de skal og inden for normerne på området.
Allerede i februar begyndte DSB at køre med IC4-tog igen på skinnerne - men uden passagerer.
Direktør i DSB Vedligehold, Frank Olesen, siger, at han nu føler sig tryg ved igen at sætte togene i drift med passagerer.
- Vi arbejder mod en gradvis indsættelse af IC4, så vi hele tiden kan følge togets virke sammen med de relevante myndigheder. Vi vil allerførst indsætte IC4 i regionaltogstrafikken, siger han i en kommentar.
Tilladelsen gælder for 37 opgraderede IC4-togsæt.